© Jan Esmann 1996,

Hvad har Buddhas mission på Mars at gøre med waldorfskoler eller at Jorden er planetsystemets centrum?

Lad os se på nogle af de mindre alment kendte, men helt centrale af Antroposofiens belæringer. Hvilket menneske var Rudolf Steiner og hvordan opfattede han sig selv? Hvordan opfatter antroposoffer hans lære? Hvordan forholder antroposofien sig til nyere forskning inden for f.eks. farvelære? til videnskablighed i det hele taget?

Den Faldne Menneskeheds Frelser

Steiner erklærer: Den åndsvidenskablige anskuelse "lader fra okkultismens stade blikket glide hen over menneskeudviklingen for at granske tilværelsens mening". ("Om Livets Mening", herefter OLM, p. 11). Hvad er da, for Steiner, menneskehedens udvikling? Tilværelsens mening? Steiner forklarer sammesteds, at menneskeheden har degenereret åndeligt, siden Atlantis, indtil den nåede det stadie, vi befinder os på nu – vor kultur er altså bunden.

Antroposofferne mener at vide, "at der igen vil finde en opstigning sted, og at åndsvidenskaben, som vi allerede har bemærket, er der til at forberede denne opstigning" (OLM p.12). Nu er "åndsvidenskaben" Steiners begreb for sine egne belæringer, så han mener sig tydeligvis at have en anseelig mission. Antroposof Ulla Kappel udtrykker det meget godt, når kun skriver "Rudolf Steiner er vel nok det nærmeste man i vor tid kan komme et universalgeni […] Forståelsen af den kulturimpuls, som det var hans mission at bibringe vor tid, er først lige begyndt." (Weekendavisen, 5/5/1995). Mission? Man kan, når man hører det ord, ikke lade være med at undre sig over, hvem der pålagde ham den mission. Forskellen på en mission og en rent personlig vilje er jo netop, at missionen pålægges én: den missionerende er udsendt af en højere instans for at løse et givet problem, udrette et givet arbejde. Da Steiner ikke har en jordisk organisation over sig, så har vi to muligheder: 1) Steiners kulturimpuls-mission er ikke andet end hans egen promveren af sine egne ideer. 2) En ikke-jordisk autoritet har pålagt ham det. Dette sidste er i fuld overensstemmelse med Steiners eget verdenssyn og vi finder i Steiners skrifter, at han sætter tre øverste myndigheder over diverse kulturmpulser: Lucifer, Ahriman og Kristus. Om Steiner tjener den ene eller den anden, må læseren selv afgøre, men ét kan siges med sikkerhed: Ganske som Steiner taler om at Kristi mission var at bibringe kulturen en impuls ("Kristusimpulsen"), så er det Steiners mission at bibringe kulturen en impuls. Hvorfor antroposofferne ikke står ved sagens kerne og kalder den "Steiner-impulsen" ud fra den nomenklatur Steiner selv har etableret, kan man undre sig over. Hvad tjener denne ombenævnelse af "Steinerimpulsen bibringer os…" til "Åndsvidenskaben lærer os…"? Det må hver enkelt igen selv vurdere, vi skal blot hér pege på nogle besynderligheder ved Steiners samfund "antroposofi"; det er dog umiddelbart indlysende, at denne omskriven tjener til at tilsløre arten af Steiners mission, så den kommer til at tage sig mere spiselig ud for det 20'århundredes videnskablige og skeptiske menneske.

Steiner etablerede ikke alene Antroposofien. Han etablerede også "Det Sande Kristensamfund". Bemærk adjektivet: "Det Sande". Dette, det "sandeste" af kristensamfund, anses i antroposofien ikke for andet end en forskole, eller et rituelt supplement, til antroposofien. Ligeledes bibringer Steiner nu den kulturimpuls, der skal afløse Kristusimpulsen og det er da også hans forestilling, at Det Sande Kristensamfund gradvist skal afløse de etablerede kristensamfund. Steiner opfatter således sin mission sådan, at han er kommet for at gøre det arbejde færdigt, Kristus, Buddha og de alle andre ikke fik gjort ordentligt. Men har han overhovedet forstået Buddhismen? Eller Brahmanismen? Eller Den Kristne Mystik?

Buddhisme vendt på Hovedet

I bl.a. "Om Livets Mening", "Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener?", "Chr. Rosenkreutz og Buddhas Mission på Mars", m.fl. gør han det klart, at antroposofi er cremen af Buddhistisk, og alle åndelige skolers, erkendelse. I "Chr. R. og Buddhas mission …" fører han os iøvrigt up-to-date om Buddhas virke. Der står (p, 13 ff.), at Christian Rosenkreutz ved en konference, han på et åndeligt plan sammenkaldte i ca. år 1700 (dvs. ca 300 år efter sin død, hvis denne mytiske figur da overhovedet levede) pålagde sin "gode ven og elev Gautama Buddha" (sic) at flytte sit virke fra Jorden til Mars.

Steiner er af den opfattelse, der i det hele taget kendetegner okkultismen, at: "Jeg'et lever i den enkelte menneskelige individualitet som det højeste guddommelige" (OLM p.15); han går endda så vidt som at dadle Elias for ikke at have gjort dette helt klart i sin tid – Men nu kommer Steiner altså og gør detklart, at "Jeg'et indeholder det højeste" (ibid.). At den opfattelse er Luciferisk skulle være indlysende. Den har endvidere intet med mystikken at gøre; for mystikken er det højeste hinsides jeget (såvel det inkarnerede jeg, som Steiner kalder egoet, og det, ifølge Steiner, udødelige jeg, der vedvarende reinkarnerer).

Steiner skriver dette i forbindelse med, at han påstår hans tanker på det punkt skulle stemme overens med Buddhismen og Brahmanismen: "I den henseende stemmer Brahmanismen fuldstændigt overens med Buddhismen, at den hovedsagenligt retter blikket mod det individuelle, der går gennem de forskelle personligheder" (OLM p. 13) (Han taler om reinkarnation). Men fakta er, at Buddhismen og Brahmanismen ikke stemmer overens og slet ikke interesserer sig for det, der reinkarnerer: Brahmanisterne vil befri sig for det, der reinkarnerer, og Buddhismen har slet ingen evolutionær reinkarnationslære: Buddha lærte, at jeget i et liv og jeget i det næste er som to adskilte flammer, hvor den ene tændes af den anden: altså ikke er en og samme flamme, der vandrer og udvikler sig. Buddhisten vil erkende, at han ikke er den "flamme" og altså at han ikke reinkarnerer. Steiner vil erkende at han er et reinkarnerende jeg, som iøvrigt anses for at være det højeste guddommelige.

Steiner skriver desuden: "Boddhisattva'erne er i virkeligheden højtudviklede væsener, der hæver sig op til at blive Buddha'er, men de er faldet ned fra Avatarernes, de endnu højere individualiteters stade" (OLM. p.13), hvorved han frejdigt blander Brahmanistiske og Buddhistiske begrebsverdener sammen. Brahmanismen har ingen lære om boddhisattvaer, det har alene Buddhismen; Buddhismen har ingen lære om Avatarer (en Guddommelig inkarnation), det har alene Hinduismen (Brahmanismen), og det ligger i begrebet Avatar, at Avatarer ikke kan falde, da en Avatar er en inkarnation af Gud, intet mindre. En Buddha er ikke en guddommelig inkarnation, men et menneske der er kommet til erkendelse af det vi alle er, og altid har været, men dog ikke fatter, fordi vi identificerer os med jeget. Buddhisten vil befri sig for denne fejlagtige identifikation og anser altså på ingen måde jeget for det højeste guddommelige, sådan som Steiner gør.

Steiner mener derimod, "at mennesket må se på sin sande væsenhed og individualitet som noget, der udvikler sig ved gentagne liv" ("En vej til selverkendelse i otte meditationer" s. 70, Kbh.1980). At opnå bevidsthed om de gentagne jordliv udgør Steiners ottende, endelige, "selverkendelse".

Steiner er ikke ydmyg og sætter ikke sit lys under en skæppe. Han mener, at han har fattet alt, hvad de andre religioner drejer sig om – og det er at nå erkendelse af, identifikation med, det reinkarnerende jegs udødelighed. Han skriver:

"Gnosis og åndsvidenskab taler om denne væsenskernes evighed og dens reinkarnation. Ofte spørges der, hvorfor mennesket ikke ved noget om sine oplevelser på denne anden side af fødsel og død? Man skulle ikke spørge på denne måde, snarere således: Hvordan kan man opnå en sådan viden? Den rigtige meditation åbner vejen til den. Ved dens hjælp kommer erindringen frem om de oplevelser, der ligger hinsides fødsel og død. Enhver kan erhverve denne viden; i enhver af os ligger evnerne til selv at erkende, selv at se det, der læres af den ægte mystik, åndsvidenskab, antroposofi og gnosis." (Hvordan når man til erkendelse af de skjulte verdener, p. 30)

I dette citat fremgår det med al tydelighed, at Steiner heller ikke har forstået forskellen på mystik og okkultisme, for alt, hvad han skriver om, er ene og alene traditionel okkultisme ("okkultisme" betyder slet og ret "læren om det skjulte" ganske som Steiner selv kalder sit hovedværk).

Hans belæringer udgør altså temmelig præcist det modsatte af både Brahmanismen og Buddhismen samt den Kristne Mystik. Ingen af disse tre anser det reinkarnerende jeg for guddommeligt, ingen af dem interesserer sig for reinkarnation (omend af forskellige grunde) og de vil alle tre nå udover jeget (i enhver form) for at nå en erkendelse af "det højeste" (bestemt som hhv. Brahman, Buddhanaturen og Gud); alle tre anser dette højeste for kun at være erkendbart hinsides jeget og de opfatter jeget som en hindring for den erkendelse. Steiners misforståelse skyldes enten uvidenhed (hvad vi ikke kan mistænke ham for, da han jo var dels magister i filosofi, dels forhenværende sekretær for Teosofisk Samfund), eller en usmagelig fordrejning af facts for at glorificere sig selv og hverve medlemmer til sit trossamfund.

Det er betegnende for Steiner, at han således inddrager alverdens religioner og bruger dem som vand på sin egen mølle, desuagtet at han må omfortolke dem til uigenkendelighed og vender deres spiritualitet på hovedet.

Antroposofisk ånds-Uvidenskab

Steiner hævder gentagne gange, at alle kan erkende det, han erkendte, samt at han er "forsker" der bedriver usekterisk "videnskab".

Lad os undersøge Steiners videnskabelighed og faglige soberhed, ved at se, hvilke frugter hans virke har kastet af sig. Man må undre sig over i det mindste fire ting:

1) At Antroposofi ikke baserer sig på skrifter af andre end Rudolf Steiner. Steiner skriver aldrig "jeg mener", slet ikke "jeg tror", men altid "åndsvidenskaben lærer os" el.l., Dette "lærer os" er en parodi på ydmyghed, for han er ikke en del af "os": det er ham, der belærer "os" – han er jo ene-forfatteren! Således tjener hans "åndsvidenskaben lærer os" til at objektificere hans rent subjektive betragtninger og imaginationer give dem autoritet.

2) At dette "åndsvidenskaben lærer os at…" aldrig underbygges med kildehenvisninger eller andre referencer til det påståede åndsvidenskablige videnskorpus. Steiner tilsidesætter således den mest elementære videnskablige metode. At han er bekendt dermed fremgår af hans titel: doctor. Han vælger altså på den ene side at markedsføre sine tanker som videnskab og på den anden side at ignorere enhver videnskablig metode.

3) At ingen antroposoffer siden Steiner, dvs i godt og vel et helt århundrede, har gjort samme iagtagelser; dette er besynderligt i betragtning af, at vi nu har fjerde generation af voksne antroposoffer og at Steiner konstant legitimerer sine påstandes videnskablighed med, at enhver kan gøre sig samme iagttagelser. Antroposoffer nægter hårdnakket at drage den konklusion, at det måske er fordi Steiners belæringer slet ikke er sande, men produktet af en enkelt mands fantasteri.

4) At Steiner ikke kunne tolerere den mindste kompetente kritik af hans ideer, ej heller samarbejde med andre åndsvidenskabelige forskere (det samarbejde er jo iøvrigt en anden del af videnskabelig metode, som Steiner altså ikke vil have noget at gøre med). Steiner så sig nødsaget til at forlade Teosofisk Samfund fordi, som han skriver: "jeg i Teosofisk samfund kun ville forelægge resultaterne af min egen forskende skuen" (in: "Mit Levnedsløb"). Den eneste grund til at han var teosof, var, at han dér kunne finde et publikum, der, som han skriver: "var de eneste, der gik ind på ånds-erkendelse på min måde. Jeg lod mig ikke forskrive til nogen sekt-dogmatik" (sammesteds). Hér må læseren huske på, at Teosofisk Samfund har et videnskorpus produceret af adskillige mennesker og fra grundlæggelsen af var åbne for andre klarynede tænkere, dvs. også Steiner, mens at Antroposofiens videnskorpus alene er produceret af Steiner selv – mestendels som optryk af hans foredrag. Så snart han havde fået sig en anseelig skare proselytter fra Teosofisk Samfund, brød han ud og stiftede et samfund omkring sig selv: Antroposofisk samfund. Hvor er da sekt-dogmatikken mest at finde? Det er ejendommeligt at Steiner skriver, han ikke ville lade sig forskrive til nogen sekt-dogmatik, når han selv etablerer en supersekt omkring sit eget tankegods og skruer sekten sådan sammen, at kun hans tankegods accepteres.

Ydermere er det tankevækkende, at Steiner har taget patent på den ny tids impuls som afløsningen af Kristusimpulsen, i betragtning af, at han er en hel generation yngre end de, der stiftede Teosofisk Samfund og at antroposofisk samfund sådan set ikke er er meget andet end en niche indenfor den "kultur-impuls", som Madame Blavatsky med Teosofisk Samfund satte igang.

Man kan ikke kalde noget videnskab, hvis det står udenfor enhver form for videnskablig analyse eller verificering; dette bliver naturligvis ikke bedre af, at dets videnskorpus ikke er fremkommet på grundlag af videnskablig metode, men alene udgøres af en enkelt mands personlige forestillinger. Steiners belæringer er i det store og hele ikke til at verificere, de står altså ikke som andet end påstande og antroposofien er dermed en trossag, ikke en videnskab. En stor del af Steiners belæringer kan afvises, da de er i modstrid med, hvad naturvidenskaben ved. Steiner mener fx. at månen engang var lavet af en hornlignende substans, og at jorden er centrum for planetsystemet inklusive solen. En stor del af Steiners belæringer kan ligeledes avskrives som absurde, fx. at Buddha skulle være elev af Christian Rosenkreutz og tillige være blevet udstationeret til mars. Antroposoffer svarer denne kritik ved at fastholde, at de absurde belæringer kun forekommer absurde, fordi man ikke er udviklet nok til at forstå dem. Det er muligt, men det korte af det lange er, at vi er tilbage ved, at antroposofi (Steinerisme) ikke er videnskab, men er en trossag.

Super-Sekten Antroposofi

Steiner førte det vidt. I Antroposofien er der faktisk udviklet alt til en ny samfundssorden:

En pædadogik (waldorf-skoler med 12 års skolegang).

En medicin og behandlingspraksis. Denne er mestendels mineral-homeopati ud fra astrologiske aspekter – leveren står f.eks. i forhold til jupiter, der ud fra alkymien står i forbindelse med tin, hvorfor dårlig lever behandles med homeopatisk tin – samt en magisk bevægelseslære, eurytmi, der angiveligt kan revitalisere det fysiske legeme gennem at manipulere det æteriske legeme, samt bringe ens fysiske og æteriske legeme i samklang med planeters energier, og få æteriske kræfter til at strømme, osv..

En udviklingsvej og erkendelseslære (hvordan man bliver clairvoyant og kommer til bevidsthed om sin udødelighed i reinkarnationsforløbet; se bøgerne: "Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener?" og "En vej til selverkendelse i otte meditationer").

En rituel praksis for menneskelivet (Det Sande Kristensamfund, biodynamisk landbrug, mv. Småbørn skal f.eks. have et stearinlys tændt ved sengen for at holde onde ånder borte om natten. Deres værelser skal males med laserende farver for at stemme deres åndelige legemer efter de ikke-fysiske kræfter, osv.)

En kosmisk økologi (Biodynamisk landbrug – der søger at etablere en forståelse mellem kosmos' kræfter, planetbevægelser og bestemte åndelige væsener, der lever i jorden, så de sammen hjælper afgrøderne med at gro, f.eks. får grøntsager angiveligt større eller mindre rodfrugter hhv. toppe alt efter om man sår dem under den ene eller den anden månefase. Biodynamisk landbrug har adskillige okkulte ritualer for, hvordan man indvier en mark, og gennem ritualerne gør det ønskværdigt for åndelige væsener, at bebo den mark og hjælpe afgrøderne med at gro).

En æstetik. (Kunstens motiver og udførelse skal vise mennesket en forestilling om, hvordan de åndelige verdener tager sig ud for et clairvoyant syn, eutyrmiens dans skal efterligne de æteriske og astrale kræfters bevægelser).

Hvad mener da Steiner om det etablerede verdenssyn? Han profeterer (i "Chr.Rosenkreutz og Buddhas mission på mars" p. 8): "Det vil ikke vare længe, før end man i fremtiden vil indse, at Kopernikus' anskuelse om stjerneverdenen er meget mere forkert end Ptolemæus'". (Ptolemæus mente, at planeterne inklusive solen roterede om jorden. Kopernikus beviste i 1543, at alle planeterne roterede om solen). For Steiner er jorden altså centrum i vores planetsystem, ikke solen.

Antroposofi er Steinerisme

Et system, der baserer sig på een mands tanker, kalder man som regel ved den mands navn. F.eks. Marxisme, Calvinisme, osv. Antroposofi kan ikke med noget ret kalde sig andet end Steinerisme.

Det er fejlagtigt at kalde Steiners værk for videnskab under nogen form, for nogen videnskablig metode eller praksis finder man intetsteds. Steiner skriver i "Hvordan når man til Erkendelse af de højere verdener", i "En vej til Selverkendelse i otte meditationer" samt hovedsagenligt i "Videnskaben om det skjulte", at hans indsigt baserer sig på "imaginationer". Imagination er essensen af Steiners erkendelsespraksis: man fordyber sig i en forestiling om den åndelige verden, som den tager sig ud ved klarsyn, indtil den skifter karaktér og man aner den åndelige virkelighed bag den.

I forordet til 16-20 oplag af "Videnskaben om Det Skjulte" (herefter VodS) skriver han endvidere, at "indholdet af denne bog måtte, i henhold til min sjælelige stemning dengang, gives i tankegange af samme art, som de, der anvendes i naturvidenskaben, blot videreført på en sådan måde, at de blev egnet til at bære en fremstilling af de åndelige sammenhænge". Nu plejer almindelig brug af ordet videnskab dog at referere til netop den erkendelsesform, der gør sig uafhængig af sjælelige stemninger og imaginationer. Om man foretrækker den ene eller den anden form for erkendelse, er en personlig sag. Pointen er, at når man under dække af en akademisk grad fremlægger rent subjektive imaginationer og clairvoyancer som videnskab (som dog ingen kan gøre sig efter – og ingen være uenige i uden at de følgelig affejes som uvidende, mindre clairvoyante end Steiner selv var, osv.), så er det ikke videnskab, men forførelse. Verden er altså opdelt i antroposoffer versus de, der selv lægger sig hindringer i vejen for at være antroposoffer – efter følgende kriterier:

De Andre…

Om sine belæringer skriver Steiner: "Uforståeligt bliver det blot for den, som selv lægger sig hindringer i vejen og ikke er i stand til at frigøre sig for de fordomme angående 'erkendelsens grænser', som vor tid har skabt ud fra en falsk anskuelse af naturen." (VodS p. II). Bemærk følgende og bær over med den knudrede formulering: "Men for en bevidsthed, som er uden sådanne fordomme, er, selv om den ikke formår at se, det, som ses, alligevel fuldt forståeligt, hvis den, som er i stand til at se, fremstiller det i tankens form" (p.III). Sagt på en anden måde: Steiner lover, at hvis man fuldt tror på, at det skrevne er sandhed, så vil man også komme til at erkende, at det er sandt; ellers må man finde sig i at forblive uvidende.

Steiners bøger har angiveligt en åbenbarende virkning på den læser, der fuldt tror på, at det skrevne er sandt. Steiner fortsætter ovenstående med: "Derved har disse bøger fået en sådan karaktér, at selve læsningen af dem allerede er en begyndelse til åndsskolingen. [Læsning deraf] styrker nemlig livskræfterne og sætter dem i stand til at nærme sig den åndelige verden" (p.III). Nu er der blot det, at den eneste, der har skrevet disse åbenbarende skrifter, er Rudolf Steiner. Og det er ham selv, der proklamerer deres åbenbarende kraft.

Situationen i antroposofisk samfund er således den, at hvis man ikke forstår Steiners skrifter, er det et tegn på åndelig umodenhed – og omvendt er der den konsensus, at siden antroposoffer er et samfund samlet om hans skrifter, er det et bevis på, at de er mere åndeligt udviklede end "de andre" der er skeptiske eller kritiske overfor Steiner. I et sådant system kan man kun stræbe efter i enhver henseende at leve efter bogens ord. Religiøs tolerence bliver en skintolerence: nedladende overbærenhed.

Lucifer og Kristus

Vejen til "det højeste" (hvad det så end er for Steiner, udover et tåget begreb egnet til at enhver læser kan genfinde sine egne drømme indfriet hos ham) går for Steiner ikke uden videre via Kristus, men gennem Lucifers hindringer: man modnes gennem at overvinde de begrænsninger, Lucifer påfører en. Antroposoffer synes i vildrede om Steiners forhold til Lucifer: T. Ammitzbøll, skriver, at "Steiners hele liv og virke var dedikeret til bekæmpelsen af bl.a. Lucifers »onde kræfter«" (Weekendavisen 5/5/95, hans gåseøjne), mens Kirsten Brandt skriver angående antroposoffernes forhold til Lucifer "vi må sagligt erkende de oversanselige væseners virke" (WA 5/5/95). Sandheden er, at Steiner ikke finder, man skal forsage djævelen, sådan som de kristne gør, men at man skal lære ham bedre at kende.

Vi kan ikke forstå det ud fra vante forestillinger om Lucifer. Steiner opfatter Lucifer som "lysbringeren". Steiner mener, at vi har en hel del at takke Lucifer for: "Hvis Lucifer ikke var kommet, ville mennesket have manglet personlig selvstændighed og ville ikke have haft mulighed for at nå til frihed" ("Videnskaben om det skjulte" p. 165). Lucifers diabolske spil med sjælene tjener altså et højere formål: sjælens oplysning, at bringe lys. Steiner ser således Lucifer som det væsen, der gennem udfordringer fører en til den erkendelse af udødelighed i reinkarnation, Steiner opfatter som den endelige selvrealisering.

Steiner udgav et tidsskrift ved navn "Lucifer-Gnosis" (1903-08), der udgør antroposofiens tidlige skrifter.

Steiners Krisus-opfattelse er da også helt original. I følge ham er Jesus ikke Kristus, men Kristus virker i Jesus som en upersonlig kraft, eller impuls. Han hævder, at der i Bethlehem ikke var ét, men to drenge ved navn Jesus, hvor den ene var en reinkarnation af Zarathustra, den anden var én, der aldrig tidligere var inkarneret på denne jord, og som Buddhas kræfter virkede igennem. Disse to børn blev, siger Steiner, ved 12 års alderen til ét.

Etik er et middel

I "Hvordan når man til erkendelse af de Højere Verdener?" skriver Steiner om, hvor vigtigt det er, at udvikle sine klarsynsorganer. Disse klarsynsorganer er åndelige organer, som kaldes "lotusblomster" og jævnføres med chakraerne – åndelige kraftcentre kendt især fra Hinduismen. Han forklarer da, at man for at udvikle chakraerne, må skole sit følelsesliv gennem etik. Det at være et godt menneske er således ikke et mål i sig selv, men et middel til at blive clairvoyant. Claivoyance er et middel til at komme til erkendelse af ens eksistens i de højere verdener, der for sin del er forudsætningen for det samarbejde med de åndelige væsener, "tæskelens vogter" m.fl., der fører til bevidst udødelighed i reinkarnationerne.

Hvad kommer da dette een ved, hvis man blot synes godt om Steinerpædagogikken og gerne vil have sine børn i en mere "menneskelig" og "kreativ" skole?

Steinerpædagogikkens Okkulte Ukreativitet

Kreativitet betyder at man skaber ud fra sig selv med frihed til at vælge sit eget formsprog. Mange kender de akvareller med flydende farver, der glider ind i hinanden som lys i tåge, man kan købe som postkort eller plakater i alle Antroposofiske butikker. Har man aldrig undret sig over, at de har set stort set ens ud i trekvart århundrede og spurgt sig, om det er et tegn på kreativitet, at de vil blive ved med at se sådan ud lige så længe antroposofien eksisterer?

På Steinerskolerne/Waldorfskolerne er det at tegne på denne måde en disciplin, alle skal opøve, fordi arbejdet og resultatet skaber bestemte påvirkninger i barnets astrale legeme. Derfor er det ikke op til den, der tegner, hvordan resultatet bliver. Der er af Steiner givet en form og en norm. "Kreativiteten" er altså dybt ukreativ. Disse vådt-i-vådt akvareller ledes pr. idealiseret norm ind i en motivverden af slørede og tågede farver, der, ved udførelsen og senere betragtning, menes at virke som imaginationer (hjælp til at blive clairvoyant, jvf. "Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener"). Således er det "kreative" akvarelmaleri i virkeligheden en måde at skole de uformede børn til at praktisere imagination og dermed gradvist sluses ind i Steiners okkulte livsopfattelse. Steinerpædagogerne vil omskrive dette til, at akvarelmaleriet skal hjælpe børnene til at udvikle deres fantasikræfter, men det er blot et andet ord for det samme, for udvikling af fantasikræfterne er ensbetydende med udvikling af astrallegemet og udvikling af astrallegemets fantasikræfter er forudsætningen for at man kan have held med de imaginationer, der lever til clairvoyant erkendelse af de metafysiske verdener.

Tilsvarende med musikken: Man spiller ikke på almindelige instrumenter efter ens egne kreative indfald, men på særlige fem-tonede (pentatone) fløjter. De givne fem tone skaber angiveligt særlige svingninger i barnets åndelige legemer, der svarer til de svingninger, der opstår i de åndeige legemer, når man er forbundet med de åndelige verdener. Det umodne mennesker skuer nemlig ikke direkte i de åndelige verdener, men oplever først disse verdener gennem flydende farver og lyd i sin sjæl (cf. Hvordan når man til E…).

De særlige vådt-i-vådt akvareller udføres med maksimalt seks givne farver i en forud given stil med henblik på en forud sat type motiv (imaginationernes motivkreds, der minder om æteriske auraer). De skulle sammen med pentatone-harmonierne, i følge Steiner, påvirke ens åndelige legemer sådan, at man skrider frem ad den udviklingsvej, han har foreskrevet. Denne udviklingsvej, med samt princippet om "imaginationer" findes mest overskueligt fremstillet i "Hvordan når man til erkendelse af de Højere Verdener" og "En vej til Selverkendelse i Otte Meditationer". De seks farver begrundes ud fra Goethes forældede farvelære.

Steinerpædagogerne vil argumentere mod ovenstående med, at det ikke handler om at gøre børnene clairvoyante, men om "at børnene føres til en oplevelse af bogstaver og tal gennem det kunstneriske", "først kunstnerisk oplevelse, siden begrebsdannelse" (Kirsten Brandt, Weekend Avisen, 5/5/95). Bag dette ligger der to ting: 1) en opfattelse af, at det ikke er hensigtsmæssigt, at stimulere børnenes tænkeevne for tidligt – man kan således finde børn i Steinerskolers 2. klasse, der endnu tegner G som en Gås, S som en Slange, osv. og iøvrigt ikke kan læse; 2) Det egentlige udgangspunkt for "det kunstneriske virke" er ikke, at børnene skal have "kunstnerisk" oplevelse først, for det "kunstneriske" dækker over, at ungerne først skal udvikle deres astrallegeme (dvs. følelser, indfølingsevne) før de træner deres mentallegeme (dvs. begrebsdannelse, tænkeevne). Astrallegemet skal udvikles først, da det er dét, der har de klarsynsorganer, der sætter en i forbindelse med de åndelige verdener, samt fordi for tidlig udvikling af mentallegemet spærer for dén forbindelse. Steiner skriver således: man "skal ikke fortabe sig i, hvad de forskellige ting betyder. Ved en sådan forstandsvirksomhed bringer han blot sig selv bort fra den rigtige vej". "En kunstnerisk følelse er den bedste for at udvikle åndelige evner" ("Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener", p.35).

At Steiner ser den sjælelige skoling som et spørgsmål om at blive clairvoyant, fremgår bl.a. af hans hovedværk: "Videnskaben om det skjulte", f.eks.: "Det drejer sig slet ikke om at give et menneske forskrifter i al almindelighed for dets livsførelse, men at tale om visse sjælelige øvelser som gør det muligt for det at iagttage det oversanselige." (VodS, p. 182).

At Steinerskolerne har mere end svært ved at indkorporere nye tanker skulle være umiddelbart indlysende deraf, at de baserer sig på skrifter af een mand og de skrifter giver anvisninger på stort set alt. (Denne uvillighed til at revidere det givne, Steinerske, materiale, peger igen tilbage på systemets fuldkomne uvidenskablighed og dogmatiske karaktér). Steiner har f.eks. således sagt god for Goethes farvelære, hvorfor man inden for Steinerpædagogikken ikke alene ikke har indkorporeret alt det, der er sket indenfor farvelæren siden, men direkte affejer det som uvæsentligt. Forhenværende steinerskoleelev T. Amitzbøll skriver f.eks. om Goethes farvelære, at "Steiner arbejdede ud fra [Goethes farvelære], den [er] den dag i dag ganske uovertruffen. Det er iøvrigt denne farvelære, der ligger til grund for de små klassers akvareller" (Weekendavisen 5/5/95). Mere end det: Goethes farvelære ligger til grund for alt, hvad der har med farver at gøre i antroposofien. Problemet er, at Goethes farvelære er stok-forældet og var det allerede i Stainers dage. Hvis Steinerskolerne vil leve op til deres påståede villighed og evne til at følge med tiden, så burde de opdage, at Bauhaus-folkene allerede i 1920'rne systematiserede forskning i æstetik og, nævneværdige Kandinsky, Itten og Albers m.fl., gjorde op med Steiners Jugendstil-fikserede æstetik. Blomsten af disse revisioner af farvelæren er vel nok Johannes Ittens "Künst der Farbe", først trykt 1961, samt Josef Albers "Interaction of Color" (1963). Det er betegnende, at siden Steiner har sagt Goethes farvelære er god, så vil antroposoffer i al evighed holde sig til Goethes farvelære. Så fuldstændig er manglen på udsyn og indblik, at elever i Steinerskolerne ikke engang præsenteres for faglig, videnskablig, diskussion, og derfor ikke kan tro andet end, at deres forlængst forældede undervisningsmateriale er uovertruffent.

At man ikke kan skille en mands pædagogik fra hans menneskesyn og kosmologi eller hans lemfældige omgang med facts og traditionelle filosofier og religioner, har historien lært os for længst. Vi kender dest mest fra politisk totalitære systemer, vi finder at det nu, med antroposofi, dukker op i form af åndstotalitarisme.

Om man sympatiserer med Steiners overordnede livssyn eller ej, er hér sagen uvedkommende. For så vidt også, om nogle af hans belæringer, bag hele det slør af selviscenesættelse som profet, hans værker gennemsyres af, skulle rumme nogle sandheder. Problemet er, at Steiner skamløst fordrejer de andre hovedreligioner og filosofier, for at lukrere på deres glorværdighed, at antroposofisk samfund markedsfører sig med stærkt misvisende varebeskrivelse samt at antroposofien fortrænger videnskabelig udvikling, ud fra en overbevisning om, at Steiners udtalelser er uovertrufne. Til må det stå enhver kalrt, at der intet videnskabeligt er ved Steiners såkaldte åndsvidenskab. Antroposoffer glemmer at Steiner er død forlængst og iøvrigt ikke var hverken ufejlbarlig eller alvidende.

Henvisninger:

Steiner, Rudolf:

"Hvordan når man til Erkendelse af de Højere Verdener?", Antroposofisk Forlag, Kbh. 1986.

"En vej til Selverkendelse i Otte Meditationer", sammesteds 1980.

"Videnskaben om det Skjulte", sammesteds 1987.

"Om Livets Mening", sammesteds 1964.

"Rosenkreutzernes Kristendom", sammesteds 1966.

"Reinkarnation og Karma", sammesteds 1975.

"Hvordan karma virker", sammesteds 1974.

"Christian Rosenkreutz og Buddhas Mission på Mars", Jupiter, Odense 1985.

Andre forfattere

Itten, Johannes: "The Art of Color" Van Nostrand Reinhold, New York, 1973. (Siden udgivet i en reduceret version ved navn "Elements of Color")

Albers, Josef: "Interaction of Color", Yale University Press, USA 1971.

Se iøvrigt Weekendavisen 28/4/95, 11/5/95, 19/5/95 og 24/5/95.